Livet som udvekslingsstuderende

Clara, udvekslingsstudent i Brasilien 2010/2011

April måned 2010, og jeg beslutter mig for at tage til Brasilien. Hvad ved jeg om Brasilien? Karneval, fodbold, tropisk klima… hvad er det de taler derovre? Portugisisk? Skal jeg lære mig at tale det sprog, og leve i en fuldstændig anderledes kultur end min egen? Er det nu den rigtige beslutning jeg havde taget?

Den 13. Juli 2010 står jeg klar i lufthavnen med min lille kuffert med 20 kilo, pakket med sommertøj, og min portugisiske ordbog i hånden. Jeg anede ikke hvad det var jeg var ved at begive mig ud i, jeg vidste bare, at jeg var meget spændt. Jeg vidste allerede hvem min værtsfamilie var, som jeg havde skrevet lidt med før, men det var selvfølgelig ikke nok til at vide det hele. Om 2 døgn ville jeg lande i Brasilien hos en familie, hvor jeg ikke kunne tale et ord med dem, da jeg kun vidste hvordan jeg kunne sige tak på portugisisk. Men det skulle nok gå, tænkte jeg. Det sprog skulle jeg nok hurtigt lære. Explorius havde været en super organisation til at forberede mig, og jeg følte mig 100% klar, da jeg tog afsked med familie og vennerne, og begav mig ud i mit livs største eventyr…

d. 15.juli 2010 klokken 2:00 om morgenen, lander vi i Sao Luis lufthavn. Jeg var meget træt, og meget nervøs. Jeg skulle se min værtsfamilie nu, og dette liv her skulle til at starte. Jeg gik hurtigt ned ad rulletrappen, da jeg med det samme fik øje på min brasilianske familie, som stod med et brasiliansk flag, og et kæmpe billede af mig, med skriften :”Bem-vinda, Clara” (som betyder velkommen). Mit hjerte sprang et slag over, og jeg kunne ikke vente, til at få fat i min kuffert og komme ud og møde dem, og give dem et stort kram.

Da jeg nåede ud til dem, sprang mit hjerte hurtigere end jeg nogensinde har oplevet, vi faldt i hinandens arme, og det var her jeg kunne mærke tårerne komme frem. Jeg følte mig allerede hjemme i Brasilien. Før jeg nåede at se min familie rigtigt tog jeg med alle de andre udvekslingsstudenter på Soft Landing Camp. De første tre dage med Via Mundo på soft landing campen, var fantastiske. Samtidig med, at du fik set de smukke laguner i Barrerinhas, fik du også forklaret og fortalt alt, der var at vide om Brasilien, og fik svar på en masse spørgsmål. Det gjorde, at man følte sig hundrede procent klar, til at komme hjem og starte sit liv med sin brasilianske familie. Det var også rigtig rart, at man havde andre udvekslingsstudenter at snakke med det hele om.

Før jeg nåede at se mig om, ankom vi allerede fra soft landing campen, og min familie tog nu atter imod mig igen. De kunne ikke et ord engelsk, og jeg følte mig totalt frustreret. Men alligevel i løbet af de første uger, fandt vi en måde at kommunikere på, ved at bruge min ordbog og google translate, og før jeg så mig om, kunne jeg allerede sige hvis jeg var sulten eller træt på portugisisk. De tre ugers intensive kurser i starten hjalp mig også meget på vej. I starten, hvis jeg skal være helt ærlig, troede jeg aldrig på, at jeg ville lære at snakke portugisisk. Men pludselig var der gået 2 måneder og jeg snakkede allerede sproget..

I starten var det lidt svært med familien, det med ikke at kunne snakke det samme sprog, eller vide hvad der var normalt, og hvad som ikke var normalt i den brasilianske kultur. Brasilianerne har totalt andre vaner end danskere har, og nogle gange kiggede de mærkeligt på mig, hvis jeg gjorde noget typisk dansk. Men familien var god til at lære mig hvad jeg skulle, og hvad jeg ikke skulle. Den første måned var hård, men efterhånden gik det hurtigt at tilpasse sig de brasilianske normer.

Jeg lærte hurtigt hvor fantastiske mennesker, brasilianere er. Du får super hurtigt nye venner, og de elsker at danse, og de er altid interesserede i dig, fordi du er fra et andet land. I starten var jeg meget overrasket over, hvor meget opmærksomhed jeg fik, ved at være lyshåret og derfor skilte mig meget ud fra brasilianerne, og man skal lige lære at håndtere alt den opmærksomhed.

Da jeg lige havde haft 3 ugers ferie i starten, nåede at vænne mig til vanerne og familien, startede skolen. På min første skoledag, var jeg virkelig nervøs, jeg kunne jo ikke snakke portugisisk, og gad vide om de nye brasilianske skolekammerater ville kunne lide mig? Det var jeg meget spændt på at se. Men på min første skoledag, blev jeg taget utrolig godt imod af de nye elever. Selvom der kun var 2 ud af 40 elever som kunne engelsk, prøvede alle at snakke til mig, og det var faktisk temmelig sjovt, at skulle kommunikere på denne her måde. Først var jeg meget chokeret over hvor kedelig skolen var, og hvor lidt man kunne forstå, men man havde hele tiden de søde og glade brasilianere til at hjælpe på humøret, så skoledagene sagtens kunne blive til en fest!

Pludselig var der gået 3 måneder, jeg havde totalt styr på sproget, lærte mere for hver dag der gik, havde det super med min brasilianske familie, og havde en del venner. Selvom starten var meget svær, det med at skulle vænne sig til totalt andre vaner, og en kultur, der er totalt forskellig fra den danske, følte jeg hurtigt, at jeg lærte mere for hver dag, der gik. Intet er jo nogensinde perfekt, så i familien var det heller ikke uden skænderier, men jeg lærte hurtigt hvordan de håndterer problemer, og hvordan man skulle opføre sig. Jeg indså også hvor fantastiske brasilianere er, og hvor nemt det var at få venner, og dette gjorde, at jeg aldrig nogensinde havde hjemve. Der var altid nogle som gav mig kærlighed på den ene eller den anden måde, og dette hjalp mig også meget på vej, også i rigtig hårde tider.

Brasilianerne elsker at feste og danse, og til alle deres barbecues skal du nok få danset noget forró eller samba, spist kød med ris og bønner i lange baner, og lære en masse nye mennesker at kende. I Brasilien, er der altid noget at lave. Tage på stranden, ind til centro med de skøre busser, som er fuldstændig proppede og hopper hele vejen, tage til fester, spise frokost hos dine brasilianske venner, eller hygge med familie og se soap operas, som er mere eller mindre åndssvage, men hjælper dig godt på vej med sproget! Det er meget vigtigt at vise familien at du holder af dem, og ikke kun vælger venner frem for familien, for det var noget af det første jeg lærte. De er der altid for dig, og det er vigtigt at du hele tiden viser hvor taknemlig du er for at de har modtaget dig i deres hjem for et år.

Mit liv i Brasilien indeholdte skole med fantastiske venner, og en masse andre venner, som man hurtigt mødte fra andre steder, alle de andre udvekslingsstudenter, en masse dans, en brasiliansk familie, og sidst men ikke mindst et helt nyt sprog, som jeg havde lært flydende. Du vil altid komme til at savne Brasilien, da det er noget helt specielt, med dette fantastiske land med alle de her glade mennesker, som holder af dig, deres gode mad, deres glæde. Det er noget man indser at der ikke findes andre steder. Det her år vil for evigt blive i mit hjerte, jeg er glad for alt der skete, af dårlige og gode ting, for det har lært mig så meget. Det var meget hårdt at forlade Brasilien, og jeg tænker hver dag på mit ophold i Brasilien.

Og til alle som nu tænker at de har lyst til at tage til Brasilien, vil jeg bare sige: ”Tag af sted, du har ikke noget at miste, og du vil få det fedeste og mest udfordrende udvekslingsstudents ophold, nogensinde!”