Aktiviteter i Brasilien
Skoler i Brasilien udbyder ikke mange fritidsaktiviteter, så de fleste aktiviteter foregår udenfor skolen. Dans og sprogstudier er populære aktiviteter blandt brasilianske unge.
Det sociale liv er vigtigt i Brasilien, og de brasilianske unge tilbringer ofte tid sammen i indkøbscentre, i biografen, på restauranter eller på stranden. I weekenderne er volleyball, fodbold, surfing eller vindsurfing populære aktiviteter! Fødselsdagsfester, fester arrangeret af skolen, shows og festivaler er også noget unge i Brasilien ofte deltager i. Hvis de da har fået lov af deres forældre, selvfølgelig! De brasilianske unge deltager aktivt i landets mange festivaler og karneval, og langt de fleste får lov af deres forældre til at være med til mange sociale og sjove begivenheder. Det er deres måde at socialisere sig på, og gennem disse aktiviteter opbygger de livslange forhold til andre brasilianere.
Hvis man i ferier og lange weekender ikke skal på familieture eller skoleudflugter, så sker det ofte, at de unge får lov til at rejse med venner til andre byer eller områder. Fortaleza, Rio, São Paulo, og strandene i det nordøstlige Brasilien er alle kendte og populære steder for brasilianske unge at rejse til. Rio er kendt for sine strande, sin turisme og sit intense sociale liv. Nordøstbrasilien er kendt for sine mange strande og festivaler. Din værtsfamilie vil, højst sandsynligt, give dig tilladelse til at rejse lidt rundt med venner, efter du har boet hos familien i mere end 6 måneder. Først må de dog sikre sig, at du kan kommunikere godt nok på portugisisk, og at du har gode venner, som de føler sig trygge ved.
Teenagere i Brasilien tilbringer som regel tid sammen med andre unge i grupper. Generelt gør unge ikke ting på egen hånd.









