Fritid

Skolen er et naturligt sted at lære andre teenagere at kende, og mange af dine skolekammerater vil blive dine venner. Din værtsfamilie vil præsentere dig for deres venners og slægtninges teenagebørn, så du vil have masser af lejligheder til at blive venner med unge ecuadorianere.

Der er fester for teenagere, og de adskiller sig en del fra fester i nordiske lande! Pigers 15-års fødselsdagsfester er ret ekstraordinære. Fødselsdagsbarnet og alle gæsterne er fint klædt på, der serveres lækker mad og musik er selvfølgelig også meget vigtigt. Nogle familier arrangerer live musik til pigernes 15-års fødselsdag. Drengenes 18-års fødselsdag er også en vigtig begivenhed, men ikke så stort som pigernes 15-års fest.

Ecuadorianske teenagere må gerne besøge hinanden, og forældre vil gerne lære deres børns venner at kende. Det sker meget sjældent, hvis nogensinde, at en teenager får lov at være alene hjemme med nogle af sine venner. Normalt er teenagere sammen i grupper hvad end de besøger venner, går i biografen, shopper eller tager på cafe.

Når du er ankommet til Ecuador, giver din koordinator dig en plan over organisationens aktiviteter for de udvekslingsstuderende. Nedenfor er et eksempel på en aktivitetsplan:
September - Oktober: To dages tur til Baños, Soft Landing Camp
November:       Exploring the Skies of Quito (Telefèrico)
December: Julemiddag
Januar: Besøge Otavalo-Cotocachi
Februar: Bowling
Marts: Eventyr i Papallacta
April: Eventyr i Mindo

Aktiviteterne er inkluderet i programprisen, og du kommer til at opleve berømte steder i Ecuador.

Du får mulighed for at deltage i ture til Galapagos, regnskov og naturområder. Disse ture er ikke inkluderet i programprisen, men den lokale organisation arbejder på at holde priserne på et rimeligt niveau. For eksempel koster en 5-dages udflugt til Galapagosøerne med flybilletter, overnatninger, 3 måltider dagligt og besøg på øerne ca. 950 USD.