Værtsfamilien
Din værtsfamilie vil byde dig velkommen som sit nyeste familiemedlem! Du vil med det samme blive en del af deres udvidede familie også, og alle kommer til at ville tale med dig. Italienere mener, at den bedste måde at lære en udlænding italiensk på, er ved at snakke en masse med hende – på italiensk selvfølgelig!
Den mest betydningsfulde og stærke relation, du skaber under dit udvekslingsår, vil sandsynligvis være med din værtsfamilie. Værtsfamilien tilbyder dig en seng, en plads ved middagsbordet, et sted at studere og vigtigere endnu - de tilbyder dig en plads i deres hjerte! Familien modtager ingen økonomisk kompensation for at have dig, så det, at de åbner deres hjem for dig, er baseret på ren frivillighed. Det er et særligt privilegium for dig som udvekslingsstuderende at få muligheden for at leve i et italiensk hjem og familie.
Engang var italienske familier store, men sådan er det ikke længere, hvor den gennemsnitlige familie i dag består af tre personer. Italienske familier lever normalt i lejligheder, især i byerne. Familielivet er stadig en vigtig grundpille i det italienske samfund. Familier har et stærkt sammenhold og medlemmerne er relativt afhængige af hinandens støtte både materielt og moralsk i hverdagen. Unge i Italien deler alt med deres forældre, meget mere end teenagere gør i andre lande. Din værtsfamilie vil forvente, at du fortæller dem om din dag og dine oplevelser. Generelt kan italienere godt lide at være sammen i store grupper, og de kan lide at snakke.
Den italienske far arbejder som regel og er væk fra hjemmet i mange timer. Han hjælper ikke så meget til med husholdningen, men tager stor del i børneopdragelsen og bruger meget af sin fritid med familien.
I dag har den italienske mor for det meste også et job udenfor hjemmet, og derfor er husholdningsarbejdet mere jævnt fordelt mellem familiens medlemmer. Dog er der stadig i dag mange mødre, der bruger størstedelen af deres tid i hjemmet. Uanset hvad er den italienske mor den mest centrale figur i familien og hjemmet.
Italienere har stor respekt for ældre mennesker. Det er blevet sjældnere, at bedsteforældre bor i samme hus som resten af familien, men deres meninger og råd bliver stadig taget meget alvorligt.









