High School i Japan
Skolen er vigtig og disciplinen er betydelig mere striks end i Danmark. Opbygningen er meget lig med den amerikanske high school model. Det der er anderledes er dog at den japanske skole er en af de hårdeste i verden, dér står matematik og naturvidenskabelige fag i høj kurs. Selv kunst og musik værdsættes meget i Japan. Vi anbefaler at du studerer specielt hårdt i begyndelsen for at komme ind i studierytmen og blive accepteret af dine lærere. Der er ingen der kræver at du skal kunne alt med det samme, men hvis de kan se at du arbejder hårdt, vil du blive respekteret. Du skal være forberedt på at arbejde hårdt og meget i skolen under opholdet, men du rejser hjem inden presset bliver for stort!
Du vil få japansk, matematik, sociologi og idræt som obligatoriske fag, mens fag som kunst, musik, IT og japansk kalligrafi er eksempler på valgfag.
Livet på skolen
Livet på skolen kan variere meget i Japan alt efter størrelsen og området, din skole ligger i. Dog er det normalt at skolerne tilbyder sport og kunstneriske aktiviteter efter skoletiden. Baseball, fodbold og bordtennis er meget populært. Lærerne er sædvanligvis meget venlige, men strenge på overfladen. De opfordrer de studerende til at være aktive i timerne og gøre sig umage med lektierne.









