Værtsfamilien

Vi vil give dig en rigtig god værtsfamilie, da det er grundstenen i et vellykket udvekslingsophold. Vores partnerorganisation i Tyskland tager imod et mindre antal studerende fra hele Europa, USA, Australien og nogle asiatiske lande. Vores partnerorganisation har mange års erfaring med at finde værtsfamilier og forberede dem på at tage imod en udvekslingsstuderende. Din familie vil formodentlig have tidligere erfaring med at tage imod udvekslingsstuderende. De er udvalgt på baggrund af deres interesse i at lade en international studerende blive en del af deres hjem. Vores værtsfamilier har forskellige kulturelle baggrunde, men fælles for dem alle er, at de har en stor interesse i at lære folk fra andre lande at kende, og de har et velordnet hjem, hvor danske studerende vil trives. Størsteparten tilhører middel- og øvre middelklasse i Tyskland.

Tyske familier er generelt åbne og værdsætter høflighed. De kan virke bastante, når de udtrykker deres mening, men så snart et problem er diskuteret, er det ligeså hurtigt glemt igen. Kommunikation er vigtigt, og du forventes at forsøge at tale så meget som muligt. Tyskere elsker at diskutere alt muligt, og du kan være sikker på, at din værtsfamilie er nysgerrig efter at vide, hvordan det går i skolen, hvor mange venner du har, og hvordan du har det!

Værtsfamilien ser frem til at dele sin hverdag med dig. I mange familier er måltiderne dagens højdepunkter. I weekenderne tager familierne for eksempel ud at shoppe, på dagsudflugter og til sportsarrangementer, eller også bliver de bare hjemme og hygger sig. Årlige festligheder, såsom jul, er familiehelligdage og din værtsfamilie vil se frem til at dele disse særlige begivenheder med dig!