Kathrine - på High School i Ohio, USA
Rejsen begynder allerede som man står i lufthavnen og vinker farvel til familie og venner. Du har en tåre i øjenkrogen og tanker flyver rundt i hovedet på dig. Er det mon nu det rigtige jeg gør? Hvorfor udsætter jeg mig selv for det her?
Dette var nok noget af det første jeg tænkte, da jeg skulle rejse til USA som udvekslingsstudent med Explorius. Jeg havde længe gået og tænkt over om det nu var sikkert at jeg kunne klare et år væk fra mine forældre. Jeg havde aldrig prøvet at flyve før, så for mig var det her den første prøvelse jeg gik igennem. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, og jeg havde ikke sovet særlig meget den forrige nat. Den nervøsitet man havde haft, forsvandt dog lidt efter at man var kommet ombord på flyet.
Da jeg ankom til lufthavnen i USA, begyndte jeg igen at blive nervøs. Hvad nu hvis jeg slet ikke kunne med min familie? Hvordan ser de mon ud? Hvad hvis jeg slet ikke passer ind i deres tilværelse? Men da jeg så min værtsfamilie stå og vifte med bannere og mine værts søskende komme løbende hen til mig, vidste jeg at dette var den helt rigtige familie for mig.
Jeg blev hurtigt en del af familien og skolelivet. Familien var åben og tog mig hurtigt til sig som deres egen datter. De tog mig med ud for at opleve en masse og sørgede altid for at jeg havde det godt. Det er en familie jeg stolt kan præsentere som ”min Amerikanske familie”.
Efter et stykke tid tænkte jeg ikke længere over, at det var et helt fremmed land, skole og kultur jeg var i. USA blev min hverdag og det samme gjorde sproget - engelsk blev hurtigt det sprog jeg tænkte og drømte på. Jeg havde dog også perioder med hjemve, men det var ikke perioder der gjorde mit år negativt. Jeg kan kun beskrive mit år som positivt.
Men som man ved, har alle gode oplevelser også en slutning. Det blev juli og jeg skulle til at forlade mit 2. hjem. Min familie og bedste veninde fulgte mig ud til lufthavnen hvor det ikke blev til andet end kram og tårer. Det var et af de mest triste øjeblikke i mit liv, men jeg ved inderst inde, at jeg altid er velkommen tilbage og at USA altid vil stå åben for mig.
Da jeg kom hjem fik jeg et ligeså stort kulturchok, som da jeg ankom til USA. Man skulle til at vænne sig til at være hjemme igen, og det kunne godt være svært.
Tankerne omkring ens venner derhjemme fra var i hvert fald et af mine store spørgsmål. Har de lyst til stadig at være venner med en? Har de forandret sig? Har man mon selv forandret sig så meget, at de ikke vil være sammen med en mere? Når man er af sted et år, finder man hurtigt ud af hvem der er ens rigtige venner, hvem der er der for dig når du kommer hjem igen. For mig blev det ikke så stort et problem som jeg havde troet. Jeg var stadig en del af vennekredsen og mine venner tog imod mig med åbne arme. Folk var glade for at jeg var tilbage, og ville utroligt gerne høre omkring mit år i det store udland.
Jeg vil kun anbefale et udvekslings student år. Mit år har kun været positivt og jeg har lært en del af at være hjemmefra. Jeg er vokset meget og fortryder på ingen måde at jeg tog af sted.
