At bo i værtsfamilien

Selvfølgelig er man nervøs og spændt inden et udvekslingsår. Det ville være mere mærkeligt, hvis man ikke var det. Hvad er det for en familie, jeg skal bo hos? Vil jeg passe ind? Tænk nu hvis de har en masse mærkelige regler, som jeg ikke er vant til? Ja, spørgsmålene og overvejelserne er med rette mange.

Alle familier er forskellige og har forskellige regler, udtalte eller uskrevne. Det er selvfølgelig svært at sige på forhånd, om din familie kommer til at være på den ene eller den anden måde, men de er sikkert lige så nysgerrige efter at vide noget om dig, som du er efter at vide noget om dem. De vil helt sikkert gøre alt for, at du skal trives og føle dig hjemme.

Man kan ikke sige, at alle amerikanske familier er på en bestemt måde. Amerikanere har rod i forskellige lande og kulturer, hvilket afspejler sig i deres traditioner og vaner.

Er der noget du undrer dig over eller ikke forstår, er det vigtigt, at du spørger dem, hvad det handler om. Det er meget sandsynligt, at du kommer til at hjælpe til med husarbejdet. Måske mere end hvad du er vant til hjemmefra. Det er altid vigtigt at tilpasse dig familiens levevis.

Ved at bo hos en amerikansk familie kommer man hurtigt ind i den amerikanske kultur. Du vil opleve deres højtider og helligdage, og din familie vil med største sandsynlighed vise dig det bedste af deres kultur. I løbet af de første måneder, vil du bruge meget tid med din værtsfamilie. Tag del i deres fritidsaktiviteter, vær åben, aktiviteterne varierer meget fra familie til familie og kan være alt fra filmaftener til uger tætpakket med sport.

Mange amerikanere er involverede i velgørenhed og frivilligt arbejde. Hvis din værtsfamilie bruger tid på velgørenhed, så tag med dem! Det kan være små ting som at sælge drikkevarer til en softball kamp eller at hjælpe yngre studerende med deres lektier. Sandsynligheden er stor for, at du vil møde andre unge og deres familier til disse aktiviteter.

Måske går din værtsfamilie ofte i kirke. Det er din egen beslutning, om du vil gå med din værtsfamilie i kirke, men i begyndelsen anbefaler vi, at du tager med i kirke 2-3 gange for at se, hvordan det er. Kirkerne i USA er meget anderledes end i Danmark, og normalt går teenagere i søndagsskole frem for til gudstjeneste. Søndagsskole kan være et rigtig godt sted at lære flere andre unge at kende!

Shopping er en favoritaktivitet blandt mange amerikanske familier. Da priserne i USA er meget lavere end i Skandinavien, kan du sagtens vente med at købe tøj til dit udvekslingsår, til du ankommer til USA. Din værtsfamilie vil sikkert hellere end gerne shoppe med dig, og at shoppe sammen er en god måde at lære hinanden at kende på.

Amerikanere har heller ikke samme madvaner, som vi har i Danmark, men alle amerikanske familier spiser ikke hamburgere og pommes frittes, som vi gerne vil tro. Forsøg at tilpasse dig familiens madvaner, men hvis det ikke passer dig, må du forklare det til din værtsfamilie, og så må I finde en løsning på det.

Amerikanske unge omgås ikke på samme måde, som vi gør her i Danmark. Meget foregår omkring High School og forskellige aktiviteter, der er tilknyttet den. Du vil hurtigt opdage, at de har en skoleånd, som vi ikke har her. Skolehold og skolefag er vigtige, og det er sjovt at være en del af alt dette.

Den gamle sætning ”It´s not right, it´s not wrong, it´s just different” kan let lyde som en kliché, men med det i baghovedet ved vi hos Explorius, at du vil opleve et år fyldt med nye erfaringer og sjove minder, som du altid vil have med dig.