10 grunde til at blive værtsfamilie

1. I får en ven for livet
At have en udvekslingsstuderende boende i 5 eller 10 måneder giver basis for et livslangt internationalt venskab. Man bor sammen, gennemlever hverdag, opture og nedture og lærer hinanden rigtig godt at kende. Derfor holder de fleste kontakten mange år efter den unge er rejst hjem. De yngre familiemedlemmer får en international bror eller søster.
2. I lærer om en anden kultur
Den unge vil selvfølgelig fortælle en masse om sin egen kultur, så hvis du senere rejser til landet, vil du have rigtig gode forudsætninger for at forstå kulturen under overfladen. I importerer et strejf af den store verden hjem til familien og samtidig viser I jeres version af den danske livsstil frem.
3. I ser jeres egen kultur i et nyt perspektiv
I viser jeres version af den danske livsstil frem, jeres families traditioner og vaner og opmuntrer et andet menneske til at lære om dansk sprog og kultur. Samtidig giver det stof til eftertanke at få sat sin egen kultur i perspektiv. Når du oplever et andet menneske undres over din egen kultur, bliver du selv mere bevidst om dine værdier og kulturelle baggrund.
4. I får et netværk i et andet land
I får ikke bare en ven i et andet land, men et helt netværk. Den unges familie og venner vil med garanti være nysgerrige efter at lære jer at kende og gengælde noget af alt det, I selv har givet.
5. I er et eksempel for andre ved at signalere åbenhed og tolerance over for kulturforskelle
At opleve et menneske fra en anden kultur helt tæt med den anderledeshed, der følger med, vil gøre jer mere tolerante og forstående overfor kulturelle forskelle. Det gælder som regel også det netværk, I præsenterer jeres udvekslingsstuderende for og på den måde fremmes kulturel åbenhed. Familiemedlemmerne bliver udfordret til at lære om nye og anderledes vaner.
6. Du er en del af en kæmpe oplevelse for et ungt menneske
At være udvekslingsstuderende i et andet land er noget af det største et ungt menneske kan opleve. Det er du med til at give et andet menneske, og det vil du blive husket for.
7. Det er en stor glæde at følge den unges udvikling
At opleve den unges udvikling fra ankomsten til Danmark, hvor han/hun kæmper for at begå sig på et nyt sprog og i en ny kultur til personen mestrer de sproglige og kulturelle færdigheder er meget inspirerende og minder én om, at alt er muligt!
8. Inspiration til familien
At åbne sin familie op for et andet menneske kan inspirere familielivet. Ofte er det at få en udvekslingsstuderende et godt incitament til at få gjort mere af det, I kan lide at lave sammen og på den måde sætte skub i familielivet. I får også erfaring med et udvekslingsprogram, måske inden I selv sender en søn eller datter af sted. Det kan også være givende at opleve udvekslingen fra begge sider, hvis I samtidig selv har en søn eller datter af sted.
9. Det er sjovt
At se en australier cykle slingrende i skole, en japaner smøre en madpakke med rugbrødsmadder med undrende blik, en New Zealandsk rugbyspiller spille fodbold kan være ret morsomt. Der opstår rigtig mange sjove situationer, som I sammen med den studerende givetvis kan grine af i mange år. Rigtig ofte mødes man i humoren trods kulturelle forskelle, og det kan give mange gode grin.
10. Du forbedrer dine egne sprogkundskaber
Kommunikationen i starten vil højst sandsynligt foregå på engelsk. Og den unge vil sikkert hellere end gerne lære fra sig af sit modersmål og på den måde være lidt ovenpå.

Bestil information om det at være værtsfamilie