12:54 11th september 2015

7 vilde dage i Frankrig

Nu er der gået en uge siden jeg forlod trygge lille Danmark. På den tid har jeg allerede oplevet virkelig, virkelig meget.

Check in og security

Tirsdag den 1. September blev jeg fulgt til lufthavnen af min kære mor, hvor jeg skulle mødes med de andre danske udvekslingsstudenter. Efter check in sagde vi farvel til vores familier. Det var lidt svært, men på den anden side glædede jeg mig helt vildt meget. Vi gik igennem security, og herefter var vi på egen hånd. Det lykkedes os heldigvis at komme med flyet, finde baggagen og derefter at finde ud til damen fra JEV som skulle hente os.

Dagene i Paris

Herfra kom vi med en bus, som kørte os rundt til de forskellige attraktioner i Paris, hvorefter vi blev indlogeret på et hostel. Dagene i Paris var meget travle og meget lange. Ikke nok med at vi for rundt i byens gader, samtidig skulle vi også lære hinanden at kende. Vi var en gruppe af udvekslingsstudenter fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Italien. Alle var rigtig søde og meget åbne, og der var masser af samtaleemner, da vi alle stod i samme situation.

I løbet af de få dage vi var i Paris, gik vi næsten 70km. Vi fik set Eiffeltårnet, Triumfbuen, Louvre, Sacre Coeur, Notre Dame og vi fik en del tid til shopping på Champs Elysées. Jeg købte dog ikke ret meget, da min kuffert allerede var fyldt til randen. Paris er en utrolig smuk by, så selvom jeg har været der før, var det rigtig spændende. Hver aften var vi alle meget trætte, da vi hele tiden var på, og aldrig havde tid til at slappe af. Vi fik heller ikke meget søvn, men det var det hele værd, for vi havde en fantastisk tid i Paris. Den sidste dag i Paris blev der holdt et meget langt orienteringsmøde om Frankrig. Stort set alle informationerne havde vi hørt før, så det var ikke det mest sindsoprivende møde.

Sprogskole

 

Dagen efter, den 5. september, forlod vi Paris for at tage videre. Nogle tog direkte ud til deres værtsfamilier, men jeg tog videre til Angoulême, fordi jeg ligesom en del af de andre har valgt at tage på sprogskole først.

Vi blev kørt ud til stationen, hvor vi blev sat på toget. Det var noget af en opgave at få plads til alle vores tunge kufferter, og folk blev vist lidt trætte af os fordi vi fyldte så meget. Men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Da vi ankom til Angoulême blev jeg mødt af min midlertidige værtsfamilie, som jeg skal bo hos i de to uger under sprogskolen. De er rigtig søde og meget tålmodige. Mit fransk er endnu ikke ret godt, så ind til videre kommunikerer vi med en blanding af fransk, engelsk, kropssprog og mig som bare nikker og siger ”oui” til det hele. Det fungerer egentlig meget godt, og de er gode til at forklare mig ting på fransk. Den første weekend var meget eventfuld, men mere om det senere. Jeg kæmper selvfølgelig med det franske, men jeg lærer en lille smule hver dag, så det skal nok blive godt. Jeg er også begyndt på sprogskolen, hvor vi arbejder med fransk på fransk hver dag, så det giver også en del.

Det var alt for denne gang. Ind til videre har det været en kæmpe oplevelse, og Frankrig er helt fantastisk!

Sara i Biarritz

Sara i Biarritz

Frankrig

En oplevelse for livet

At være udvekslingsstudent er en once-in-a-lifetime oplevelse, som vil forme din fremtid. Bestil en vejledningssamtale med os eller download vores High School guide og begynd planlægningen af dit udvekslingsår.