En værtsmors historie

I forsommeren begyndte min yngste datter at søge om ophold i USA, hvilket satte flere tanker i gang omkring udveksling. Vi havde jo faktisk plads til en ekstra person i huset, så hvorfor ikke også få den anden side af en udvekslingsoplevelse med? I august stod vi så i lufthavnen og ventede på vores nye søster - fra Taiwan! Vi anede intet om Taiwan ud over det alment kendte, og det eneste vi havde hørt om asiatiske udvekslingstuderende var, at de havde svært ved at lære dansk. Men mødet med Wei-Tzu fik alle fordomme til at fordufte. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde sværere ved at få den kinesiske udtale af Wei-Tzu til at passe ind i den danske sætningsmelodi, end hun havde med at udtale vores danske navne, så vi overgav os til hendes engelske navn, Sabrina.


I vores lille køkken sad Sabrina så hver aften og læste højt af de læse-let bøger, vi havde lånt på biblioteket eller af sine dansklektier fra dansk-holdet, og på under tre måneder lærte Sabrina at tale dansk. Hun kastede sig ud i den danske madkultur, som hun var begejstret for, men det varede heller ikke længe, inden hun begyndte at lave taiwanesiske retter til alles store tilfredsstillelse. Den første gang med skype-forbindelse til mor hjemme i Taiwan, men det viste sig snart, at hun også her kunne mere end at tænde for en riskoger. En dag kom jeg sent hjem fra arbejde og fandt Sabrina og en pige fra Hong Kong i vores køkken stå og tale sammen på kinesisk, mens de forberedte asiatisk aftensmad til os alle. At tænke sig: for blot få måneder siden havde vi end ikke overvejet at have en udvekslingsstuderende boende, og nu blev der helt naturligt talt kinesisk i køkkenet, mens duftene spredte sig.

Mine døtre fandt hurtigt ud af at introducere Sabrina for 'Friends', så det blev en fast tradition at mødes ved tv'et til en hyggestund, hvor de alle var lige begejstrede. Som jævnaldrende fandt de en ungdommelig omgangstone, så der er blevet grinet og snakket rigtig meget om film, tøj og musik. 

Vi er en familie med mange aktiviteter og skæve arbejdstider, så det var også vigtigt, at Sabrina fik sit eget fritidsliv. Hun blev derfor meldt til ungdomsskolens yoga og kagebagningshold, og det gav en god energi, at vi også nogle gange skulle vente med aftensmaden, til hun var hjemme; hun var nu ligesom resten familien.

Det har været en helt utrolig oplevelse at have Wei-Tzu i vores familie. Vi har nydt at dele vores (jule)traditioner, Himmelbjerget, cykling i regnvejr, Dirch Passer og ikke mindst vores hverdag med hende. Og jo, fire kvinder om ét badeværelse er selvfølgelig en logistisk udfordring, men det kan altså lade sig gøre!

Astrid samt Vigga og Oda 

Silkeborg